Af Jakob Haaland Thomsen

Det har aldrig været lettere at få et kirkeligt ægteskab som homoseksuelt par i Danmark. Størstedelen af Danmarks nuværende præster støtter op om homovielser. Om den tendens fortsætter, ved kun dem, der snart selv træder op på prædikestolen. Fremtidens præster.

Vinden blafrer i det nyopførte banner foran Skt. Pauls kirke på Frederiksbjerg, Aarhus. Banneret viser, hvordan kirkens interiør ændrer skikkelse efter den igangværende renovation. Blå stole pryder siderne langs kirkeskibet, hvor de brune bænke før var boltret til jorden. Væggene er klinisk hvide og erstatter den askegrå fortid. Kirkens ydre værdier gennemgår en veritabel modernisering. Men hvad sker der med de indre?

Den danske folkekirke er som bekendt svøbt ind i et tæppe af traditioner. Heriblandt et væld omkring ægteskabet. For otte år siden skete der en ændring i denne tradition. Det blev nu muligt for to personer af samme køn at indgå ægteskab og blive viet i kirken. Det er dog op til den enkelte præst at bestemme, hvorvidt han eller hun vil udføre vielsen.

I 2018 foretog TV2 en undersøgelse, der viste, at det kun var 1 ud af 5 præster, der ikke var villige til at foretage en sådan vielse. Hvordan de tal former sig i fremtiden er svære at spå om, uden at vende blikke mod dem der snart står med ansvaret. De studerende på Det Teologiske Fakultet.

Fremtidens præster

Foran to propfyldte bogreoler sidder en af fremtidens præster. Mikael Brorson. Han er nydeligt klædt iført en gråbrun blazer og en navy blå skjorte, der titter frem fra brystet. De runde briller passer til farvekoden, og håret er sirligt redt tilbage. Mikael er i gang med 10. semester på teologistudiet, som han for tiden færdiggør indenfor hjemmets fire vægge. Ifølge Mikael hersker der en uenighed på studiet med henblik på homovielser. Der er dem, der er for og dem, der er imod. Mikael tilhører den sidste kategori. I Mikaels optik er homovielser i den danske folkekirke problematiske, da de medfører en masse uforudsigelige konsekvenser.

“I omkring 2000 år har ægteskabet i vesten bestået af en mand og en kvinde. Så jeg er meget bange for, hvad der sker, hvis man ændrer på den kerneinstitution i vesten. Når vi ikke kan gennemskue den hyperkomplekse mekanisme, samfundet er, så frygter jeg uvisheden”

På teologistudiet erfarer Mikael, at han besidder den klare mindretalsholdning. Både blandt elever og undervisere er flertallet klart for homovielser. Diskussionen om homovielser fylder derfor heller ikke meget i pensum. Den eksisterer nærmest ikke. Det skyldes, ifølge Mikael, en underbevidst konsensus om, hvad den korrekte holdning er. Dette kan anspores hos underviserne, der i fagene hvor biblens tekster analyseres, elegant træder udenom den varme grød.

“Der er en tendens til, at underviseren prøver at bortforklare de politisk ukorrekte tekster. De prøver at glatte dem lidt ud i stedet for at forholde sig til, hvad der står. De har behov for, at teksten skal mene det samme, som de gør.”

Dette er ifølge Mikael en problematisk tendens, der medfører en knap så fyldestgørende behandling af teksterne. Den underbevidste konsensus på studiet medfører også, at Mikael træder forsigtigt med henblik på sin fremtid i uddannelsesforløbet.

“Hvis jeg nu vil forske yderligere på universitetet. Så er der nogle mennesker, jeg nødigt vil have, vidste, at jeg var imod homovielser:”

Mikael påpeger dog, at han ikke tror, holdningen vil medføre negative konsekvenser i sin fremtid som præst. Han er dog usikker på, hvorvidt han vil føre sit standpunkt ud i livet. Ifølge ham er “skaden allerede sket”. Homovielserne er legaliseret, og det er begrænset, hvad han som ene præst kan gøre for at modvirke tendensen. Han er derfor ikke sikker på at svare nej, hvis to personer af samme køn bad ham om at blive viet.

Homovielser som mærkesag

Blandt trætoppe, fuglefløjt og svagt mobilsignal spadserer endnu en af fremtidens præster. Ida Gammelmark Bøgh. Hun residerer for tiden hos sine forældre, hvor hun er travlt optaget af sin bacheloropgave. Før i tiden var Ida medlem af Pinsekirken, som er en kristen trosretning, der blandt andet indeholder bastante holdninger imod homoægteskaber. Netop disse ekstreme holdninger var katalysator for Idas endelige exit. Ida begyndte i højere grad at argumentere for homovielser og var derfor til fare for pinsekirken. Til sidst blev hun ekskommunikeret. Ida anskuer i dag retten til homoægteskaber som en personlig mærkesag.

“Når jeg bliver præst, vil jeg altid sige ja til at vie homoseksuelle par. Et homoseksuelt par der elsker hinanden, er hinanden tro og har til hensigt at blive sammen, er der intet syndigt i. At to mennesker elsker hinanden i medgang og modgang, er klart det vigtigste.”

Ida er enig i, at hun tilhører majoriteten på studiet. Hun påpeger, at det er meget få medstuderende, der vil sige homovielserne imod. Ifølge Ida fungerer den eksisterende majoritet som en hæmsko for interessante diskussioner. Emnet fylder meget lidt på studiet. Emnets skrøbelige skikkelse sætter en stopper for en betydningsfuld diskussion.

“Emnet bliver meget hurtigt følelseladet for alle. Det er irriterende, at der nærmest er en stilsigende klausul om, at den generelle mening på studiet er for homovielser. Der kan man godt få lyst til at være imod.”

Spådomme om fremtiden

Ifølge både Mikael og Ida lister underviserne sig rundt om den varme grød. Diskussionen om homovielser. Om undvigelsen påvirker antallet af præster, der i fremtiden praktiserer homovielser, er dog uklart hos dem begge. Hos Ulla Morre Bidstrup, Uddannelsesleder og Afdelingsleder, Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, er spådommen også forsigtigt udlagt. I 2019 udtalte hun sig således i Kristeligt Dagblad:

”Der er stadig mange i folkekirken, der modsætter sig homovielser. Som uddanner af nye præster må jeg sige, at det er der også i den nye generation af præster. Men generelt bliver modsætningsforholdet mindre og mindre.”

Fremtidens tal er indhyllet i en tåge af uvished. En uvished der går igen hos både Mikael og Ida. Mikael udtaler således:

“På selve uddannelsen er indtrykket at antallet vil stige. Der er dog to tendenser. De miljøer der består af fundamentalistiske kristne, har ret godt vind i sejlene. Det taler for at antallet falder. Jeg tror dog at tallet forbliver det samme, da der vil altid være en masse, som er imod. “

Ida påpeger også, at de fundamentalistiske kristne vil få en betydning i fremtiden. Blandt andet i form af menighedsfakultetet, som er et Indre Missionsk uddannelsessted. Hun hælder dog stadigvæk til, at antallet stiger i takt med, at samfundet udvikler sig.

“Der er noget processuelt over synet på homoseksuelle, som bliver mere og mere normalt. Derfor også mere acceptabelt. Derfor tror jeg, at det bliver sværere for præsterne at sige nej.”