Af: Jakob Haaland Thomsen.
I 2016 stod Marie Jacobsen klar til et nyt år på efterskole. Klar til at udvikle sig, og klar til at dyrke fællesskabets frie natur. Marie blev dog hurtigt indhentet af fortidens traumer, og det næste halvandet år udviklede sig til en vanskelig kamp mod sindets dystre afkroge.
Kort tid efter skolestart blev Maries efterskoleophold vendt fuldkommen på hovedet. Mørke stunder med åndenød og gråd viftede fællesskabets milde hånd bort. Angstanfaldene kom i store bølger, og blev til sidst for meget for Marie.
“Der var en dag hvor det gik op for mig, at jeg aldrig var glad længere”.
Året før Marie startede på efterskolen, deltog hun i en almindelig idrætstime, der udviklede sig voldsomt. En af Maries venner faldt om med et hjertestop, og det var usikkert, om han ville overleve. Han klarede den, men oplevelsen satte alligevel dybe spor hos Marie.
“Efterfølgende var der nogle måneder, hvor det ødelagde mit hoved. Og så blev jeg egentlig lidt normal igen, og så troede jeg at det var overstået.” Overstået var det dog langt fra, og oplevelsen var kun et startskud på et langt og svært forløb i Maries liv.
Hvad er der galt?
Angstanfaldene meldte sin ankomst i den spæde start af Maries efterskoleophold. Derefter begyndte snebolden for alvor at trille af sted og vokse sig stor. Maries psyke blev kun værre som dagene gik. Den skemalagte hverdag på efterskolen flød langsomt sammen i en stor tåge og efterlod Marie hjælpeløs. Anfaldene indfandt sig med kortere mellemrum, og hverdagen blev gradvist mere farveløs. Hun stod tilbage med et centralt spørgsmål; Hvad er der galt? Spørgsmålet blev først besvaret i efterskolens juleferie, da Marie besøgte sin læge. Lægen meddelte, at Marie havde fået en depression. Forklaringen var i starten med til at give Marie ro i sindet.
“Jeg følte mig lettet. Det betød, at det var noget rigtigt jeg havde. Der var et ord for det.”
Den professionelle vurdering betød ikke, at sygdommen forsvandt. Marie skammede sig ikke over sin depression og fortalte åbent om sin situation foran alle på efterskolen. Både familie og venner stod klar med åbne arme for at hjælpe Marie. Trods den åbne kommunikation og de hjælpende hænder, blev Marie med tiden mere isoleret. Hun tilbragte hverdagen for sig selv, og hendes tilstand blev kun forværret. Trods ihærdige forsøg på at slå depressionen væk, i form af nye spisevaner og øget fysisk aktivitet, forsvandt den ikke. Marie havde ikke længere et formål på efterskolen. Hun skulle ikke noget, for hun kunne ikke noget. Hverdagen eksisterede ikke mere, og de daglige gøremål var minimale.
“Man kan bare ikke slå den. Det handlede kun om ikke at synke længere ned.”
Dette var begyndelsen på enden for Maries efterskoletid. Hendes tilstand blev ikke bedre, og det endte med at gå galt.
Hjem igen
“Mod slutningen begyndte jeg at få selvmordstanker, flere gange, og gjorde også skade på mig selv. Det var ikke længere forsvarligt at jeg var på efterskolen”. Efterskolens rammer gjorde ikke længere godt for Maries tilstand. Hun forlod derfor stedet og drog hjem til sin familie igen. I hjemmets mere trygge rammer skulle Marie få ro på hverdagen. Forskellen på efterskolelivet og livet derhjemme kom som en stor omvæltning for hende. Det var ikke længere et fast skema, og mængden af planlagte aktiviteter faldt drastisk.
“Derhjemme var det hele tiden en stor opgave at stå op om morgenen. Jeg skulle selv gøre ting der var gode for mig, og selv sørge for at få indhold i min hverdag.”
Marie brugte det næste halve år derhjemme. Hun vendte ikke tilbage til efterskolen, men fokuserede kun på at få det bedre. Hun befandt sig i et limbo og så med fra sidelinjen, mens ungdommens søde tid flød forbi. Hun tog imod forskellige tilbud fra den psykiatriske afdeling i Aalborg, hvilket blandt andet bestod af psykologhjælp og gruppesamtaler med andre unge, der stod i samme situation.
Tiden var Maries ven og efter et halvt år, var hun klar til at starte på gymnasiet. Hun var spændt og så frem sig til at dele hverdagen med andre mennesker igen. De onde anelser forduftede dog ikke helt fra Maries krop. Hun var endnu ikke erklæret rask, og frygten for at de mørkeste tanker skulle vende tilbage sad stadigvæk i hende.
“Alle mennesker har dårlige dage, og hårde perioder. Når jeg har dem, bliver jeg nervøs. Når det ligner noget, som jeg har oplevet før.”
Mod bedre tider
Med tålmodigheden som følgesvend gik Marie de lysere tider i møde. Langsomt fik hun det bedre, og depressionens mørke skikkelse forsvandt i små dryp. Hun græd ikke længere hver dag, og frygtede ikke dagene der kom. Hun fandt tilbage til de ting, hun var i stand til før depressionen. I April 2019 blev Marie erklæret rask af sin læge. Hverdagen blev betydeligt anerledes.
“Jeg kan nu gøre ting jeg er bange for. Ting der er hårde, fordi jeg højst sandsynligt godt kan holde til det. Jeg kan presse mig selv. Det kunne jeg ikke dengang. Det var ikke det værd, alting havde en konsekvens. Når jeg har en dårlig dag nu, ved jeg at det hele nok skal blive bedre i morgen”
Når Marie ser tilbage på livet under depressionens jerngreb, er det med en uklarhed i stemmen. De tågede tider er svære at grave frem, og hun kan ikke længere sætte sig ind i, hvordan det er at have en depression. Marie ser dog ikke tilbage på perioden, med nogen form for skam.
“Jeg skammer mig aldrig over at jeg havde en depression. Jeg gjorde nogle ting jeg skammer mig over. Jeg følte nogle ting jeg skammer mig over. Men det at jeg havde en depression, skammer jeg mig aldrig over.
